176
Saa godt som hele dens Vandmasse var forsvunden i Jordens Indre.
»Mine Venner,« udbrød John Starr, »nu holde Gud sin Haand over Ny-Aberfoyle!«
Nittende Kapitel.
En sidste Trusel.
I Ny-Aberfoyle gik Arbejdet i Dag som altid sin vante Gang. Allerede i lang Afstand hørte man den dundrende Rullen af Dynamitsprængningerne, der bringe Kullagene frem for Dagens Lys. Hist lød de flittige Slag af Spidshakkerne og Hamrene, der løsnede det kostbare Mineralie, her hørte man den knirkende Lyd af Borene, der formede dybe Sprænghuller i Sandstenene og Skiferformationerne. Rundt om fra fornam man en ejendommelig, dump Larm: det var Maskinerne, der stønnende sugede Luften ned gennem Ventilationsskakterne, hvis Trædøre faldt til med en ensformig bragende Lyd. I de lavere liggende Gange og Gallerier rullede de ved mekanisk Kraft bevægede Vogntog af Sted med en Fart af fem Mil i Timen og samtidig hørtes bestandig Lyden
af de automatiske[1] Klokker, der paamindede Arbeiderne
- ↑ selvvirkende.
