177
om i Tide at søge Tilflugt i de særligt dertil indrettede i Sidevæggene anbragte Nicher. Transportkurvene gik uafbrudt deres vante Gang, op og ned, og Maskinerne oppe paa Jorden, ved hvis umaadelige Jerntromler de haledes i Vejret og atter firedes ned, arbejdede utrætteligt.
Grubens Udtømning gik for sig med den største Kraft og Iver: medens de Hold af Arbejdere, som havde arbejdet om Natten, hvilede ud, arbejdede Dagholdene videre, saa at ikke en eneste Time gik unyttet hen.
Simon Ford og Mary sad efter endt Middagsmaaltid uden for deres Bolig. Den gamle Formand holdt sit sædvanlige Hvil, medens han med Velbehag dampede paa sin Pibe. De to gamle sad og snakkede sammen om Nelly, deres kære Søn og John Starr saavel som om den Udflugt, disse vare i Færd med at foretage. Hvor mon de nu vare? —
I dette Øjeblik hørtes pludselig. en stærk Brusen, der hurtig voksede til en voldsom, øredøvende Larm. Det lød næsten, som om et umaadeligt Vandfald paa een Gang var styrtet ned i Kulgruben.
Simon Ford og Mary vare næsten samtidig sprungne op.
I samme Øjeblik bruste Malcolmsøens Vande i Vejret. En taarnhøj Bølge, skumklædt som Havets Brænding, styrtede op over Bredden og slog med et vældigt Brag op over Hyttens Mur.
Simon Ford greb hurtig som Lynet Mary og bragte hende i Sikkerhed i den øverste Etage i Huset.
Paa samme Tid hørtes der ængstelige Raab om Hjælp fra alle de Dele af Coal-City, som denne pludselige Oversvømmelse truede.
Beboerne søgte i ilsom, forvirret Flugt Beskyttelse
