178
overalt, selv paa de høje Skiferklipper, der paa alle Sider omgav Søen.
Rædselen steg til det højeste. Nogle Bjergmandsfamilier styrtede allerede, halvt vanvittige af Skræk, hen til Tunnelen for at søge Tilflugt i de ovenover liggende Etager. Man var ikke langt fra at antage, at Havet var brudt ind i Kulværket, hvis Gallerier forgrenede sig helt ud under Nordkanalen. Hvis dette havde været Tilfældet vilde visselig hele den umaadelige Krypt[1], hvor stor Udstrækning den end havde, være bleven fuldstændig fyldt med Vand. Ikke en eneste af Ny-Aberfoyles Beboere vilde have undgaaet Døden.
Men da de første Flygtninge naaede hen til den underste Munding af Tunnelen, bleve de standsede af Simon Ford, der ligesom de selv hurtigst muligt havde forladt Hytten.
»Stands, stands, mine Venner!« raabte den gamle Formand til dem. »Dersom vor By virkelig var bestemt til Undergang, vilde Oversvømmelsen gaa for sig med en saa rivende Fart, at ingen vilde kunne undgaa den. Men se blot, nu stiger Vandet slet ikke mere! Al Fare synes allerede at være forbi.
»Og vore Kammerater, der arbejder dernede i Dybet?« raabte nogle af Bjergfolkene.
»Dem behøver I ikke at være bange for,« svarede Simon Ford, »de er for Øjeblikket beskæftigede i et Galleri, der ligger højere end Katrinesøens Leje.
Det viste sig kort efter, at den gamle Formand havde
Ret i denne sin Antagelse. Vandet trængte vel meget
- ↑ underjordisk Hvælving.
