179
pludselig og voldsomt ind; men da det kom til at udbrede sig i de umaadelige Gallerier, der udgjorde den nederste Etage af Kulværket, formaaede det uagtet sin betydelige Masse ikke at frembringe anden Virkning end at hæve Malcolmsøens Overflade nogle faa Fod i Vejret. Coal-City blev altsaa ingenlunde sat i Fare, og man kunde haabe, at Oversvømmelsen uden at kræve noget Offer havde tabt sig i de allerunderstliggende, endnu ikke bearbejdede Dybder.
Om denne gaadefulde Oversvømmelse hidrørte fra en i Bjergværkets Stenformationer opsamlet Vandmasse, der pludselig havde banet sig Vej ud, eller om muligvis et eller andet Vandløb oppe paa Jordoverfladen var brudt igennem sit Leje, det formaaede hverken Simon Ford eller de andre at afgøre. Men saa meget er vist, at ingen af dem tvivlede om, at det foreliggende Tilfælde hidrørte fra en af de ulykkelige Hændelser, der af og til forekomme i Kulminerne.
Men endnu samme Aften havde man faaet Klarhed i Sagen. Grevskabets Aftenaviser bragte allerede Underretning om den uhørte Begivenhed, der havde ramt Katrinesøen.
Nelly, Harry, John Starr og Jack Ryan, der havde skyndt sig, saa stærkt de kunde, tilbage til Coal-City, bekræftede Rigtigheden af denne Nyhed og erfarede til Gengæld til deres store Glæde, at hele Ulykken indskrænkede sig til nogle mindre Tab, som Oversvømmelsen havde foraarsaget i Ny-Aberfoyle.
Katrinesøens Leje havde altsaa pludselig aabnet sig. Gennem en bred Spalle vare dens Vande trængte helt
