180
ned i Gruben. Den sydlige Del af den skønne Sø, var bleven formindsket til en Dam.
Det forstaar sig af sig selv, at denne Begivenhed vakte den største Opsigt. Det var uden Tvivl første Gang, at en stor Sø i Løbet af faa Minutter forsvandt ind i Jordens Indre. Foreløbig var der ikke andet for end ganske simpelt at slette den ud paa det forenede Kongeriges Landkort, indtil man maaske kunde faa Revnen stoppet til og igen faa Søen fyldt med Vand.
Man kunde imidlertid nok forklare sig, hvorledes Tildragelsen var gaaet til. Mellem Kulværkets dybe, store Hvælvinger og Søens Leje indskrænkede Lagene sig til en Masse af en meget ringe Tykkelse.
Men selv om alle andre nok saa meget ansaa dette Gennembrud for Følgen af en ganske naturlig Aarsag, kunde John Starr, Simon og Harry Ford dog ikke lade være at spørge sig selv, om det ikke snarere skulde være en af Ondskab iværksat Handling, der laa til Grund. Uden at nogen af dem ret kunde forklare sig hvorfor, fattede de alle tre uvilkaarlig en stærk Mistanke om, at det maatte forholde sig saaledes. Skulde hin onde Aand igen have begyndt sine Angreb paa det rige Kulværk?
Nogle Dage senere talte John Starr derom med den gamle Formand og hans Søn.
»Simon«, sagde han, »skønt jeg indrømmer, at Sagen kan forklares ganske ligefrem, kan jeg ikke frigøre mig fra en Anelse om, at den hører med til den Række at Begivenheder, hvis Aarsag vi endnu forgæves søger at udfinde.«
»Jeg er fuldstændig af Deres Mening, Hr. Ingeniør,«
