182
den Grad fortrolig med alle de forudgaaede Kendsgerninger som John Starr og hans Venner, maatte ubetinget anse deres Formodninger for aldeles urimelige.
Nogle Dage senere gik de alle tre ned til en lille Baad, der roet at Harrys kraftige Arme snart bragte dem til Maalet. De undersøgte nu omhyggeligt de af Naturen formede Piller, som støttede den umaadelige Hvælving, oven over hvilken Katrinesøen laa med sit Leje ligesom hulet ned i Stenmassen.
De fandt deres Formodning bekræftet. Hvælvingernes Piller vare virkelig blevne rystede i deres Grundvold af en Eksplosion, hvoraf der endnu rundt omkring saas umiskendelige Spor i Form af sorte, løssprængte Klippestykker. Det med umaadelig Kraft nedstrømmede Vand var sivet ned gennem de talrige Revner i Jordsmonnet, saa at man kunde komme helt hen til Stedet, hvor det var forefaldet.
Det var aabenbart, at denne Nedstyrtning af en betydelig Del af Hvælvingerne først var bleven omhyggelig udtænkt og derpaa udført af Menneskehaand.
»Her er ingen Tvivl mulig«, sagde John Starr. »Og hvem kan vide, hvad der vilde være sket, hvis Havet ved et saadant Gennembrud var strømmet ind i Stedet for denne lille Sø.
»Ja!« udbrød den gamle Formand, ikke uden en vis Stolthed, »mindre kunde ikke have gjort det! Der maa et helt Hav til, hvis vort Aberfoyle skal druknes! Men endnu engang, hvem i Alverden kan have Interesse af at forstyrre eller, — thi det har dog sagtens været Hensigten — ligefrem tilintetgøre Driften af vort Kulværk.
