Side:Det sorte Indien.djvu/187

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

183

»Det er virkelig ufatteligt,« svarede John Starr. »Her drejer det sig aabenbart ikke om en Bande almindelige Ugerningsmænd, som fra den Hule, hvor de har deres Tilflugt, gennemstrejfer Omegnen for at stjæle og plyndre! Den Slags Forbrydelser kunde ikke være drevne ustraffede i hele tre Aar. Der kan her, som jeg ofte har tænkt paa, heller ikke være Tale om Falskmøntnere eller Smuglere, der kunde have et sikkert Skjul for deres forbryderiske Industri i en eller anden endnu ukendt Krog af disse umaadelige Huler, og som følgelig maatte have Interesse af at fordrive os herfra. Man slaar sandelig ikke falsk Mønt og driver et farligt Smugleri ene og alene for at gemme hen her, hvad man har erhvervet! Og alligevel er det klart som Dagen, at en uforsonlig Fjende har svoret Ny-Aberfoyle Undergang, og at en eller anden Interesse driver ham til ikke at lade noget Middel uforsøgt for at faa den Hævn fuldbyrdet, han har svoret os! Han er aabenbart for svag til at træde os aabent i Møde; derfor udruger han alle sine djævelske Planer i Smug, men er ikke desto mindre, paa Grund af den Intelligens, han øjensynlig raader over, en meget farlig Modstander. Han maa desuden, mine Venner, kende alle vore Miners Hemmeligheder langt bedre end vi, ellers havde han umuligt saa længe kunnet undgaa vore omhyggelige Efterforskninger. Det er en Mand af Faget, Simon, og det ganske sikkert ikke en af de dummeste. Hvad vi indtil nu har erfaret om hans Maade at gaa til Værks paa, er det haandgribeligste Bevis for denne Slutning. Tænk engang rigtigt efter! Har I nogensinde haft nogen personlig Fjende, som eders Mistanke muligvis kunde falde paa? Tænk nøje derover. Der gives et Had, som