189
Da hun naaede Dørtærskelen, udstødte hun et højt Skrig.
Dette Skrig vækkede alle Husets Beboere, og faa Øjeblikke efter stod Mary, Simon og Harry ved hendes Side.
Nelly var dødbleg, hendes Ansigtsudtryk var forvildet, og i hendes Træk stod præget en navnløs Rædsel. Ude af Stand til at sige et Ord stirrede hun stift paa Hyttens Dør, som hun nylig havde aabnet, og hendes Haand pegede rystende paa følgende Linier, som vare blevne skrevne der i Løbet af Natten, og som nu forfærdede hende i saa høj Grad:
»Simon Ford! Du har røvet den sidste Aare i vort gamle Kulværk fra mig! Harry, din Søn, har frastjaalet mig Nelly! Forbandelse over eder! Forbandelse over alle! Ve over hele Ny-Aberfoyle!
»Silfax!« raabte Simon Ford og Mary som med een Mund.
»Hvem er denne Mand?« spurgte Harry, idet hans Blik skiftevis hvilede paa Faderen og Nelly.
»Silfax!« gentog den unge Pige med Fortvivlelse.
Hun rystede over hele Legemet, idet hun nævnede dette Navn. Mary lagde kærligt sin Arm om hende og førte hende skyndsomt ind i Stuen.
John Starr kom nu til. Efterat han den ene Gang efter den anden havde gennemlæst de paa Døren skrevne Linier, sagde han:
»Den Haand, som har skrevet dette, er den samme, som tilskrev mig det Brev, der skulde tilbagekalde Deres,
