188
alle de, som hun havde kær, vare samlede i Simon Fords Hus. Om Aftenen, naar Harry kom hjem, var hun næsten overgiven glad, hvilket var saa meget mere paafaldende, som hun egenlig snarere var en tilbageholdende end en meddelsom Karakter. Saa snart Dagen gryede, var hun oppe, længe før nogen af de andre, og man saa let, at hendes Uro begyndte fra det Øjeblik, da Arbejderne brød op for at begive sig ned til deres Dagværk i Dybet.
For at hun endelig engang kunde komme til at høre op at leve i denne evige Uro, havde Harry arbejdet paa at faa deres Giftermaal i Stand saa snart, som muligt. Han troede, at naar dette uigenkaldelig var ordnet, maatte de ondskabsfulde Angreb endelig engang høre op, og at Nelly nok vilde føle sig tryg, naar hun var blevet hans Kone. Man forstaar derfor let, at han længtes efter Brylluppet, og hans Utaalmodighed deltes af Simon Ford og Mary.
Sagen var, at enhver af dem levede under et stadigt Tryk af de mørkeste Anelser. Man kunde sige sig selv, at den skjulte, uhyggelige Fjende, som man hverken formaaede at angribe eller at bekæmpe, maatte have særlig Interesse af alt, hvad der skete med Nelly. Harrys og den unge Piges Bryllupsfest vilde derfor rimeligvis kunne give Lejlighed til nye, frygtelige Attentater.
En Morgen, otte Dage før Brylluppet skulde finde Sted, var Nelly, drevet at en uforklarlig, uhyggelig Anelse, inden endnu nogen af de andre Beboere var staaet op, i Færd med at gaa ud ad Døren for at undersøge Husets Omgivelser.
