187
Harry netop befandt sig, pludselig paa en Forhindrig, saa at det kom ud af Sporet og væltede. Sagen var, at der var bleven lagt en Bjælke tværs over Skinnerne.
Kort sagt, disse Begivenheder kom i den Grad til at høre til Dagens Orden, at der udbredte sig en formelig Panik[1] blandt Arbejderne. Kun deres Formænds Nærværelse og Myndighed kunde formaa dem til at blive ved deres Arbejder.
»De Slyngler maa være en hel Bande!« mente Simon Ford, »og vi er ikke i Stand til at faa Fingre i saa meget som en eneste af dem!«
Man genoptog Undersøgelserne med fornyet Kraft. Distriktets Politistyrke var paa Benene Dag og Nat, men uden ringeste Resultat. John Starr forbød Harry, som især syntes at være Maalet for alle disse Attentater[2], nogensinde at begive sig uden for de Steder, hvor der netop arbejdedes.
I samme Retning søgte man at indvirke paa Nelly, for hvem man iøvrig, efter Harrys indstændige Ønske, saa godt det lod sig gøre, skjulte alle disse Forbrydelser. Simon Ford og Mary bevogtede hende Dag og Nat med ængstelig Omsorg. Det stakkels Barn mærkede det godt; men ingen Indvending, ingen Klage kom nogensinde over hendes Læber. Vidste hun, gættede hun maaske, at naar man handlede saaledes, var det udelukkende i hendes egen Interesse? Ja, sandsynligvis. I ethvert Tilfælde syntes ogsaa hun paa sin Vis at vaage over
de andre, og hun var synligt nok aldrig rolig, naar ikke
