194
maa hun nu tale! Det er lige saa vigtigt for hende selv som for os, at vi bliver sat i Stand til at tilintetgøre hans djævelske Planer.«
»Jeg tvivler ikke om, Hr. Starr,« svarede Harry, »at Nelly af sig selv vil komme vore Spørgsmaal i Møde. De véd nu, at hun har tiet udelukkende af Pligtfølelse. Hvis hun nu taler, er det ligeledes af Pligtfølelse. Moder har gjort vel i at føre hende tilbage til hendes Værelse. Hun trængte i højeste Grad til Ro; men nu vil jeg gaa ind og tale med hende…«
»Det er unødvendigt, Harry,« sagde den unge Pige selv med en fast og klar Stemme, idet hun i dette Øjeblik traadte ind i Stuen.
Nelly var meget bleg. Hendes Øjne røbede, hvor mange Taarer hun havde fældet; men man saa' tydeligt, at hun var fast bestemt paa at at gøre det Skridt, som hendes Samvittighed paabød hende.
»Min stakkels Nelly!« udbrød Harry, idet han hurtig gik hen imod hende.
»Harry,« svarede Nelly, idet hun med en Haandbevægelse standsede sin Forlovede, »det er bedst, at du og dine Forældre i Dag faar alt at vide. Heller ikke De, Hr. Starr, skal længere være uvidende om noget vedrørende det Barn, som I alle har taget eder af uden at kende det, og som Harry — desværre maaske — har draget op af Afgrunden!«
»Men Nelly!« udbrød Harry.
»Lad Nelly tale,« sagde John Starr.
»Jeg er den gamle Silfax's Barnebarn,« sagde Nelly. »Jeg har ikke vidst af nogen Moder at sige før den Dag,
