16
Jordskorpe, der endnu stadig var Genstand for Omvæltninger og Omdannelser, snart pludselige og voldsomme, snart langsomme og gradvise, og som holdtes i halvflydende Tilstand saavel ved Solvarmen som ved Ilden i Jordens Indre. Jordskorpen, der endnu var meget tynd og skrøbelig, lod hist og her den indre Ild frit strømme ud gennem sine Porer. Denne stærke Varme og Fugtighed var Grunden til hin Tids kæmpemæssige og rige Plantevækst.
De store Landmasser, som paa hint Tidspunkt endnu ikke havde faaet fast Form, bedækkedes af umaadelig store Skove. Den for Planteverdenens Udvikling saa nødvendige Kulsyre var til Stede i Overflod. Plantelivet udfoldede sig derfor ogsaa kun i Form af Trævækst, der fandtes ikke en eneste urte- eller græsagtig Plante.
Der voksede overalt ensartet udseende Kæmpetræer uden Blomster — og uden Frugter, der kunde have tjent til Føde for levende Væsener. Jorden var endnu ikke moden nok til, at et Dyrerige kunde trives paa den.
De vældige Urskove bestode af taarnhøje, træagtige Græsarter, Lepidodendroner, 40—50 Alen høje og et Par Alen tykke Lykopodier og kæmpemæssige Bregner, af hvilke man har fundet Eksemplarer bl. a. i St. Etiennes Kulgruber. Disse Træer voksede i en Slags uhyre Moser i en Blanding af fersk og salt Vand. De indsugede begærlig Kulsyren af Luften, der endnu ikke egnede sig til Indaanding for levende Væsener, og man kan altsaa sige, at deres Bestemmelse var, at samle og derved uskadeliggøre Kulsyren, og at opdynge denne i Jordens Indre i Form af de Stenkul, der senere skulde blive Menneskeslægten til saa uvurderlig Nytte.
