17
Det var Jordskælvenes Tid. Disse stærke Rystelser, som skyldtes Omvæltninger i Jordens Indre eller Strømninger i Havet, lod ofte pludselig Jordoverfladens endnu usikre Former undergaa store Forvandlinger. Nogle Steder hævede Jordsmonnet sig i Vejret til Bjerge, andre Steder aabnede der sig store Svælg og gabende Afgrunde. Som Følge af disse Omvæltninger sank hele Skovstrækninger ned gennem de bløde Jordlag, indtil de enten naaede fast Bund paa den haarde Bjerggranit eller ved stadig Opdyngning sammenpressedes til en fast Masse.
Vandet, som endnu ikke havde fundet noget bestemt Leje, og som stadig dannedes i store Mængder ved Fortætning af Luftens Vanddampe, styrtede i hin Tid ned ad de nylig dannede Bjerge og Klipper, løsrev Skifer, Sandsten og Kalk og skyllede det med sig, saa at det lagde sig over Skovenes Tørvemosegrund. I Tidens Løb — man maa her stadig regne med Tusinder af Aar — blev dette Lag haardt og lukkede som et tæt Laag over de sunkne Skove.
Hvad foregik der nu i denne Kæmpegryde?
Alt det Kulstof, som hine Plantemasser indeholdt, samlede sig og blev lidt efter lidt forvandlet til Stenkul under Paavirkning af et uhyre Tryk og en meget stærk Varme, der dels skyldtes en kemisk Proces[1], dels hidrørte fra Ilden i Jordens Indre. Denne Ild var paa hin Tid stærkere end nu, samtidig med at Jordskorpen var tyndere. Navnlig synes det stærke Tryk at have været
af stor Betydning ved Stenkullenes Dannelse: det er
- ↑ paa lignende Maade som der opstaar Varme i en Mødding, en Bunke fugtigt Hø ell. lign.
