18
aabenbart Trykkets forskellige Størrelse, der har bestemt de mangfoldige Stenkulsorters Tilblivelse. Saaledes træffer man dybest nede i Kullejerne Anthracit, der næsten ikke indeholder noget flygtigt Stof og saaledes er rigest paa Kulstof. I de højere Jordlag findes derimod Kularter, i hvilke Mængden af Kulstof er langt ringere. Mellem disse øverste Lag støder man bl. a. paa Grafit (Blyant).
Den ellers saa gavmilde Natur har imidlertid ikke dannet saa meget Kul, at dette i Tidens Længde kan forslaa til at tilfredsstille Menneskenes stedse voksende Forbrug: Kullene ville en Dag slippe op — det er sikkert. Alverdens Maskiner ville da blive tvungne til at standse, — hvis da ikke til den Tid et helt nyt Brændselsstof kan træde i Stedet for Kullet. I en mere eller mindre fjern Fremtid vil der ikke eksistere andre Kullejer end de, der muligvis findes begravne dybt under den evige Is i Grønland — og at det nogensinde skulde lykkes at udnytte disse, er i høj Grad usandsynligt. Skønt Amerikas Kullejer er mere end ti Gange saa rige som hele den øvrige Jords tilsammen, vil der ikke gaa mange Hundrede Aar, inden det tusindsvælgede Uhyre, Industrien, vil have slugt Jordens sidste Stykke Kul.
Kulmangelen vil, som man let kan indse, først blive følelig i den gamle Verden.
Englænderne maa ganske vist først have skrabet Bunden af Avstraliens rige Kulminer, før det forenede Kongerige kommer til at mangle Brændselsmateriale; men til den Tid ville hele det øvrige Evropas Kulminer være udtømte lige til de mindste Aarer. Vel eksisterer der endnu rige Lejer med brændbart Stof i Abyssinien, paa Madagaskar og flere andre Steder; men det vil være for-
