19
bundet med den allerstørsre Vanskelighed at udnytte disse, og de Kulgruber, der findes i Kina, Japan og Central-Asien, ville snart være udtømte.
I Evropa er Storbritannien ubestridelig det Land, som er rigest paa Kul; men denne Skat maa dog som al anden Rigdom, der aldrig forøges, men hvoraf der stadig forbruges, engang slippe op. Det betydeligste Kulleje, Newcastle's, som strækker sig over — eller rettere under — hele Grevskabet Northumberland, frembringer aarlig omtrent 30 Millioner Tønder, hvilket er over det dobbelte af hele Frankrigs' Produktion. Fra Wales, hvor der har samlet sig en hel Befolkning af Bjergarbejdere, leveres aarlig henved tyve Millioner Tønder af de berømte Wales-Kul, i det indre af Landet træffer man ogsaa udstrakte Kullejer, og endelig findes imellem Glasgow og Edinburgh i Skotland et af de allerstørste Kuldistrikter.
Men hvad forslaar det! Handelen og Industrien truer i vore Dage med at stille saa uhyre Krav til disse rige Kilder, at de i en ikke altfor fjern Fremtid maa blive udtømte. Det tredje Aartusind i vor Tidsregning vil ikke være til Ende, før den evropæiske Bjergmands Haand har fremdraget det sidste Stykke Kul af disse Forraad, i hvilke »Jordens første Solvarme« ligger gemt. — —
Ti Aar før den Tid, paa hvilken vor Fortælling foregaar, var, som sagt, et af de betydeligste Kullejer i Skotland netop blevet udtømt, nemlig Aberfoyle-Minen. Man havde forgæves søgt efter nye Aarer, uagtet der var blevet anstillet Boreforsøg indtil en Dybde af 2000 Fod, og, da John Starr trak sig tilbage, var det i den
