20
sikre Overbevisning, at selv den mindste Kulaare var udpint til sidste Stykke.
Man vil da let forstaa, at Opdagelsen af et nyt kulholdigt Lag maatte være en stor og betydningsfuld Begivenhed.
Skulde den Meddelelse, som Simon Ford havde lovet ham, tyde paa noget saadant? Derom spurgte John Starr atter og atter sig selv. Kaldte man ham til fornyet Virksomhed paa et andet Punkt af det rige »sorte Indien«? Det ønskede og haabede han. Det andet Brev havde ganske vist for en Stund berøvet ham dette Haab, men nu var han ikke længere urolig: den gamle Formands Søn var der jo og ventede ham paa det aftalte Sted. Det anonyme[1] Brev havde altsaa ingen Betydning.
Saa snart Ingeniøren steg ud af Toget gik den unge Mand hen til ham.
»Er du Harry Ford?« spurgte John Starr livlig.
»Ja, Hr. Starr«.
»Man kan jo knap kende dig igen, min Ven, du er jo i de ti Aar bleven en voksen Mand.«
»Jeg kendte straks Dem igen, Hr. Starr,« svarede den unge Minearbejder. »De ser endnu ganske ud som den Dag, da De omfavnede mig til Afsked i Dochart-Gruben. Det glemmer jeg aldrig.«
»Sæt dog Hatten paa, Harry, det øser jo ned, og man skal ikke drive Høfligheden saa vidt, at man skaffer sig en Snue.«
»Ønsker De ikke, at vi skal gaa i Ly for Regnen?«
»Nej, Harry, der er ingen Tid at spilde. Det bliver
- ↑ unavngivne.
