204
usædvanligt, saa det Spørgsmaal virkelig laa nær, om et eller andet Uvejr skulde til at bryde løs under den Himmel af Skifer, der hvælvede sig over Ny Aberfoyles umaadelige Rum.
Men der var alligevel ingen dernede, der var urolig over denne truende Luft.
Det forstaar sig af sig selv, at alle gav Møde i deres bedste Stadsklæder. Simon Ford og Mary havde iført sig den skotske Nationaldragt, der klædte dem smukt, og som de bar med megen Værdighed.
Nelly havde foresat sig, saa vidt muligt, at betvinge sin indre Bevægelse. Hun søgte at bekæmpe sin hemmelige Angst, og det lykkedes virkelig ogsaa det kække Barn at give sit Ansigt et roligt, ubekymret Udtryk.
Hun var klædt ganske simpelt, men denne Tarvelighed, som hun havde foretrukket for al kostbar Pynt, gjorde hende kun endnu mere henrivende. Hendes eneste Haarpynt bestod i et saadant broget Baand, som de unge Skotlænderinder pleje at bære.
Den mægtige Grubehvælving oplystes i Dag klarere end nogensinde før af stærkt elektrisk Lys. Et Hav af skinnende Klarhed vældede ud over hele Ny-Aberfoyle.
Hele det talrige Selskab rettede nu sine Skridt henimod Kapellet, der i Dagens Anledning var festligt smykket.
Ogsaa i Kapellet udbredte de elektriske Lamper et straalende Lys, der glimrede i de broget farvede Vinduesruder.
Den ærværdige, gamle Præst, der skulde forrette Vielsen, stod ved Døren til Kapellet og ventede de unge Folk.
