211
I ethvert Tilfælde viste det sig jo, at en Fugl, gamle Silfax's Harfang, her opnaaede en usædvanlig høj Alder.
Den blev ved at kredse om under de mørke Hvælvinger. Men nogle Dage efter Oldingens Død fløj den bort, uagtet Nelly havde gjort alt for at holde den tilbage.
Foruden at den aabenbart, ligesom dens tidligere Herre, ikke holdt af Menneskeselskab, syntes det ogsaa, som om den endnu stadig nærede et særligt Had til Harry. Den skinsyge Fugl har vel stadig i ham set den, der røvede Nelly, og hvem den paa Farten op gennem Klippetragten forgæves havde søgt at fravriste hans Bytte.
Senere saa' Nelly kun Harfangen fra Tid til anden svinge i store Kredse hen over Malcolmsøen.
Var det mon for at gense sin fordums Veninde? Eller mon den med sine skarpe Øjne vilde trænge til Bunds i den Afgrund, hvori Silfax havde styrtet sig?
Begge Anskuelser fandt deres Tilhængere; Harfangen vedblev at leve i Sagnene og gav Jack Ryan Stof til mangen en eventyrlig Fortælling.
Takket være denne livsglade Fyr synger man endnu i Skotlands Dale Sagnet om Aberfoyle-Værket's tidligere Pønitent, den gamle Silfax, og hans Fugl.
