210
en saa forfærdelig Maade, fuldbyrdet i Coal-City's lille Kirke.
Efter at den ærværdige, gamle Præst havde lyst Velsignelsen over de unge Ægtefolk, vendte de tilbage til deres Hjem.
John Starr og Simon Ford, der nu vare befriede for enhver Bekymring, førte muntert an ved Bryllupsfesten, der fulgte umiddelbart oven paa Vielsen og varede ved lige til den næste Dag.
Ved denne mindeværdige Fest fandt Jack Ryan Lejlighed til, klædt i sin Uniform som skotsk Sækkepiber, paa een Gang at danse, synge og spille under hele Forsamlingens stormende Bifald.
Det er overflødigt at sige, at Harry og Nelly vare lykkelige.
Hvad Simon Ford, Ny-Aberfoyles Æresformand, angaar, saa følte han sig overbevist om, at han og Mary vilde komme til at opleve deres Guldbryllup. Dette var nemlig et af deres højeste Ønsker.
»Hvorfor ikke Guldbryllup een Gang til?« sagde Jack Ryan. »To Gange halvtredsindstyve Aar vilde da ikke være noget at tale om for Dem, Hr. Ford.«
»Du har Ret, min Søn,« svarede den gamle Formand roligt. »Hvad mærkeligt vilde der vel være i, om man i Ny-Aberfoyle's Klima, der aldeles ikke kender til Oververdenens raa Vejrforandringer, naaede at blive et Par Hundrede Aar gammel?«
Om Coal-City's Indbyggere virkelig skulle komme til at overvære denne anden Højtidelighed — det vil Fremtiden vise.
