22
»Nej, Hr. Starr, vi blev boende. De kender jo nok Fader: dér, hvor han er født og har levet, dér vil han ogsaa dø.«
»Ja, jeg forstaar det, Harry… jeg kender ham. Naa, og I kan nok finde jer i at bo der?«
»Ja, for vi holder meget af hverandre, og vi har ikke mange Fornødenheder.«
»Det er smukt, Harry, det kan jeg lide jer for.«
John Starr og den unge Harry Ford skyndte sig nu gennem Callanders Gader, og faa Minutter efter vare de udenfor Byen.
Fjerde Kapitel.
Dochart-Gruben.
Harry Ford var en høj, kraftig og velvoksen ung Mand paa 25 Aar. Hans Ansigtsudtryk, der som oftest var alvorligt og tankefuldt, de regelmæssige Træk, de dybe Øjne, som lyste af Hjertensgodhed, de kastaniebrune Lokker og den ranke Holdning, alt forenede sig om at gøre ham til et fuldendt Mønster paa en Lavland-Skotte, ovenikøbet til en af de smukkeste Typer af denne Race. Fra Barndommen hærdet ved det haarde Arbejde i Kulværket, var han ikke blot en dygtig og trofast Kammerat, men tillige et bravt og ufordærvet Menneske. Dels ledet af Faderen, dels drevet af sin egen indre Trang, havde han altid arbejdet flittigt og vidst at samle sig
