23
mange Kundskaber. Skønt Harry i de første Ungdomsaar sjælden lod Spidshakken hvile, havde den unge Bjergmand dog skaffet sig saa megen Dannelse, som var nødvendig for at blive optaget blandt Grubens Ledere, og han vilde uden Tvivl med Tiden være rykket op til at blive sin Faders Efterfølger som Formand for Docharts Kulværker, dersom man ikke havde maattet opgive disse.
Regnen var nu næsten ophørt. De store Draaber opløstes til Støvregn, inden de naaede Jorden, og det var egentlig kun tunge Taagemasser, der af den friske Brise førtes hen over Jorden. John Starr og Harry, der bar Ingeniørens lette Bagage, fulgte i nogen Tid den venstre Bred af Floden. Saa slog de ind paa en Vej, der førte ind i Landet. Til begge Sider saas Mejerigaarde, omgivne af udstrakte Græsmarker og frodige Enge. Rundt om gik store Hjorde og gumlede fredeligt i det friske, saftige Græs, som her i det sydlige Skotlands Dale og Sletter stedse er grønt. Disse Hjorde bestaa mest af Køer uden Horn og af Faar, der ved deres silkebløde Uld minde om Legetøjsfaar. Intetsteds var nogen Hyrde at øjne, han var vel tyet i Ly for Regnen i et hult Træ, men »Colley«en, en i disse Egne hjemmehørende Hund, der er berømt for sin Vagtsomhed, strejfede flittig omkring og tilsaa sine Plejebørn.
Yarow-Skakten laa en Mils Vej fra Callander. Undervejs dukkede mange gamle Minder op i John Starr. Siden den Dag, da de sidste Tønder Kul fra Aberfoyle-Minerne vare blevne læssede paa Jærnbanevognene og kørte til Glasgow, havde han ikke været her paa Egnen. Det rolige Landliv havde afløst den larmende, rastløse Industrivirksomhed. Modsætningen traadte særlig stærkt
