Side:Det sorte Indien.djvu/28

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

24

frem nu ved Vintertide, da alt Markarbejde laa stille. Tidligere oplivede Minearbejder-Befolkningen til alle Aarstider hele denne Egn. Dag og Nat raslede de svære Kulvogne hen ad Vejene. Jærnbaneskinnerne, der vare sunkne ned mellem de forraadnede Underlagsbjælker, laa nu tildækkede af Jord. John Starr havde en Fornemmelse, som om han vandrede gennem en Ørken. Han saa' sig vemodig om, standsede og lyttede. Nu blev Luften ikke mere sat iBevægelse af Dampfløjternes Piben eller af Maskinernes Klappren og stønnende Aandedræt. Intetsteds saa' man nu den sorte Røg vælte op mod Himlen i tykke, mørke Skyer, intet Rør udstødte mere med hvæsende Pust Maskinernes overflødige Damp. Jorden, der tidligere over alt havde været bedækket med Kulstøv, havde nu et renligere Udseende.

Harry stod ogsaa stille uden at sige et Ord. Han forstod saa godt, hvad der i dette Øjeblik maatte røre sig i Ingeniørens Indre, og han, Kulgrubens Barn, der havde tilbragt hele sin Ungdom dybt nede i denne Jord, var opfyldt af de samme smertelige Følelser.

»Ja, Harry,« sagde John Starr endelig, »her har alting rigtignok forandret sig. Men det maatte jo saa være. Ogsaa du tænker vel med Bedrøvelse tilbage paa den Tid?«

»Ja, Hr. Starr, det gør jeg. Vel var Arbejdet haardt, men det var interessant, spændende som enhver Kamp.« 

»Det har du Ret i, min Ven! Det var en stadig Kampens Tid, fuld af Farer: Nedstyrtninger, Eksplosioner, Brande, Oversvømmelser — og saa disse Sprængninger, naar den indespærrede Kulgas brød frem som et Lyn! Man maatte altid være paa sin Post over for alle disse