Side:Det sorte Indien.djvu/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

25

Farer, det gjaldt om at have Aandsnærværelse og Mod i Brystet. Ja, det var en Kamp, en evig Spænding, et rask Liv!«

Under livlig Samtale naaede John Starr og Harry i Løbet af en Times Tid Dochart-Gruben.

Selv en aldeles udenfor staaende vilde have følt sig ubehagelig berørt ved det bedrøvelige Syn, som det forladte Kulværk frembød. Det var nu kun som et Skelet af, hvad det havde været i sine Velmagtsdage.

Den store aabne Plads, der kun indhegnedes af nogle halvtudgaaede Træer og forpjuskede Buske, laa endnu bedækket med Kulstøv. Paa en lav Høj stod et stort Træstillads, som Sol og Regn havde gjort faldefærdigt. Oven over dette saa' man et vældigt Jærnhjul og under dette de store Jærntromler, omkring hvilke fordum de Tove, hvori de svære Kulbeholdere hejsedes op til Jordens Overflade, vare anbragte.

Den underste Del af Stilladset bestod af nogle forfaldne Rum til de Maskiner, hvis Staal- og Kobberdele tidligere skinnede saa blankt. Rundt omkring paa Jorden laa Murrester, sønderbrudte, mosbevoksede Bjælker, Drev uden Tænder, knækkede Stiger, bøjede Skinner og rustne Rør. Skaktaabningens murede Rand, hvis Stene i Tidens Løb havde løsnet sig, var skjult af frodigt Ukrudt. Her var den Plads, hvor Kullene engang bleve kastede i Dynge for at sorteres efter Kvalitet[1] og Størrelse, dér laa Rester af Kurve og Tønder, dér bøjede Plader og ødelagte Kedler, dér krummede Pumpestænger og rustne

Kædestumper, hist hang et Trappetrin og dinglede for

  1. Beskaffenhed, Godhed.