33
»Mig forekom det, at den Sten blev kastet… kastet af et Menneske!«
»Kastet?« udbrød John Starr. »Hvad mener du med det?«
»Aa — maaske … ikke noget videre!« svarede Harry undvigende, men hans Blik var mørkt og saa' ud, som om det anspændte sig for at gennembore disse mørke Loftshvælvinger. »Lad os kun gaa videre. Vil De ikke tage min Arm, saa behøver De ikke at være bange for at snuble eller træde fejl.«
De gik videre. Harry saa' sig gentagne Gange tilbage og søgte at kaste Lysskæret fra Lampen ind gennem det dybe Mørke bagved.
»Er vi der snart?« spurgte Ingeniøren.
»Om ti Minutter. — — Det var dog højst besynderligt!« mumlede Harry. »Det er første Gang, at saadant noget er hændt mig. At den Sten netop skulde falde ned i det Øjeblik, da vi gik forbi nedenunder!«
»Det var vel kun en ren Tilfældighed.«
Den unge Mand rystede paa Hovedet: »En Tilfældighed? — ja, maaske!«
Harry standsede og lyttede.
»Hvad er der i Vejen, Harry?«
»Jeg syntes, jeg hørte nogen liste sig bag efter os,« svarede den unge Mand og lyttede endnu mere anspændt. — »Nej, jeg har vist alligevel hørt fejl. Støt Dem paa mig, Hr. Starr, brug mig som Stok!«
»Det var saamænd en solid Stok!« lo Ingeniøren. »Du er alligevel en fortræffelig Fyr, kære Harry.«
De fortsatte nu i Tavshed deres Vej gennem den skumle Minegang.
