36
arbejdet paa det samme Sted, hvor hans Forfædre før ham havde svunget deres Hakker og Økser. I en Alder af tredive Aar var han bleven ansat som Formand for Dochart-Gruben, den betydeligste blandt Aberfoyle-Værkerne. Han elskede sit Arbejde og havde i de mange Aar passet sin Tjeneste med utrættelig Iver. Hans eneste Sorg var at se, hvorledes Kullagene Dag for Dag bleve fattigere, og at kunne forudse, at den Time nærmede sig stærkt, da Kullejet vilde være ganske udtømt.
Han havde med Iver kastet sig over at lede efter nye Aarer i alle Aberfoyles Gruber, der jo stod i underjordisk Forbindelse med hverandre, og han havde da ogsaa haft det Held i Løbet af de sidste Driftsaar at opdage enkelte saadanne. Hans Bjergmandsinstinkt var her kommet ham udmærket til Nytte, og Ingeniøren, John Starr, forstod at sætte stor Pris paa ham.
Dog der kom, som sagt, en Tid, da Kullene slap helt op, og alle Undersøgelser viste sig frugtesløse. Driften standsede, Bjergfolkene maatte fortrække.
Dette var en stor Sorg for dem alle, men ingen tog sig det dog saa nær som Simon Ford. Han, der med Liv og Sjæl var Bjergmand, følte sig knyttet til sin Grube ved tusind stærke Baand. Dér havde han boet lige siden sin Fødsel, og nu vilde han ikke for nogen Pris flytte derfra, selv om Arbejdet var ophørt. Nej, han blev i sin kære, gamle Grube. Han lod Sønnen Harry besørge alle Indkøb til den underjordiske Husholdning, men han selv havde i hele ti Aar næppe været ti Gange oppe i Dagslyset.
I disse forøvrig ganske sunde Omgivelser med deres altid ensartede Temperatur mærkede den gamle Formand
