37
hverken til Sommerens Hede eller til Vinterens Kulde. Hans Familie befandt sig ogsaa vel dernede. Hvad kunde han saa ønske sig mere?
Men alligevel var han egenlig altid bedrøvet. Han savnede haardt det Liv og den rastløse Bevægelse, der tidligere herskede i det travle Kulværk. Der var dog een Tanke, der stadig holdt hans Livsmod oppe: »Nej, nej, Gruben kan ikke være udtømt!« blev han ved at gentage.
Og det vilde sikkert være bleven taget meget ilde op, dersom nogen i Simon Fords Nærværelse havde vovet at ytre Tvivl om, at det gamle Aberfoyle engang kunde rejse sig af sin Dvale. Den gamle Formand havde aldrig opgivet Haabet om at opdage et nyt Kullag, som kunde gengive Gruben dens fordums Betydning. Han var, naar det gjordes nødvendigt, altid parat til igen at svinge sin Hakke og rette et kraftigt Angreb paa den haarde Klippe. Bestandig gennemstrejfede han, dels alene, dels i Følge med sin Søn de store, mørke Grubegange og spejdede og ledte — for saa den ene Dag efter den anden at vende hjem til sin Bolig udmattet, men aldrig modløs.
Hans Ægtefælle, Mary, var en høj, kraftig Kvinde. Hun vilde lige saa lidt som hendes Mand forlade Gruben; thi hun delte ganske hans Forhaabninger og Bekymringer. Hun opmuntrede ham og tilskyndede ham til at være udholdende i de omtalte Undersøgelser, og hun talte med en saadan mild Alvor og ægte Følelse, at hendes Ord altid varmede den gamle Formands Hjerte.
»Aberfoyle sover kun,« sagde hun ofte til ham, »Du skal se, du faar nok Ret engang, kære Simon: det er kun en Hvile, ikke Døden.«
