39
jeg ikke har ombyttet mit Hus i Canongate med en Hytte her i Nærheden af Dem.«
»Den staar til Tjeneste, Hr. Direktør! Jeg kender én af Deres tidligere Minearbejdere, der vilde være overordenlig henrykt ved at vide, at der kun var en tynd Skillevæg mellem Dem og ham.«
Ingeniøren klappede ham smilende paa Skulderen og spurgte: »Og hvordan har Mary det?
»Jo Tak, min kære Kone befinder sig, om muligt, endnu bedre end jeg, og hun glæder sig ubeskriveligt til at se Dem ved sit Bord. Jeg antager, at hun endogsaa har overtruffet sig selv for at kunne modtage Dem paa passende Maade.«
»Det vilde være aldeles fortræffeligt,« sagde Ingeniøren, der efter den lange Tur blev meget glad ved Udsigterne til en god Frokost.
»Er De sulten, Hr. Starr?«
»Ja, som en Ravn. Rejsen har givet mig Appetit. Jeg har haft et afskyeligt Vejr.«
»Saa-aa! ja, det regner vel deroppe?« svarede Simon med et medlidende Smil. »Ja, og Bølgerne paa Forth gaar i Dag lige saa højt, som om det var i aaben Sø.«
»Her hos os regner det aldrig. Ja, for Dem behøver jeg jo for Resten ikke at udbrede mig om Stedets gode Sider. — Se saa, nu er vi ved min »Villa«. Endnu en Gang: Hjertelig velkommen!«
John Starr, fulgt af Simon Ford og Harry, traadte ind i en stor Sal, som blev oplyst af flere Lamper, af hvilke den ene hang ned fra de malede Loftsbjælker.
Det dækkede Bord med den snehvide Dug ventede kun paa Gæsterne.
