42
udbrød den gamle Værkfører. »Hvem skulde kende mine hemmeligste Planer?« Simon Ford hensank i dybe Tanker. Men nu lød hans Kones Stemme:
»Vær saa venlig at tage Plads; Suppen bliver kold. Lad os nu foreløbig ikke tænke mere paa det Brev«.
De efterkom Opfordringen og gik til Bords.
Det var et udmærket, ægte skotsk Maaltid. Først fik de »Hotchpotch«, en kraftig Bouillon, hvori smaa Stykker Kød svømmede om. Efter gamle Simons Mening var der ingen i den vide Verden, der forstod at lave saa god en »Hotchpotch«, som hans Kone.
Det samme mente han forøvrigt ogsaa om den næste Ret, »Cockyleeky«, en Slags Hønseragout, tillavet med Porrer. Men Hovedretten var dog en fortrinlig »Haggis«, den nationale Budding, der tillaves af hakket Kød og Bygmel. Denne vidunderlige Ret havde samme Skæbne som alt skønt her paa Jorden: den svandt som en Drøm!
Til Maden fik de det berømte »Ale« fra det bedste Bryggeri i Edinburgh.
Frokosten endte med Havrekiks og Ost, hvortil der serveredes smaa Glas »Usquebaugh« en udmærket Kornbrændevin, som var 25 Aar gammel.
Under hele Maaltidet, som varede en god Times Tid, havde John Starr og Simon Ford ikke blot spist dygtigt, men ogsaa ført en livlig Samtale — især om de gode, gamle Tider i Aberfoyle-Værkerne.
Harry derimod var snarere bleven tavs. Flere Gange havde han rejst sig fra Bordet og spejdet ud i Mørket udenfor. Det var øjensynligt, at han efter det mærkelige Tilfælde med Stenen, der faldt ned, var bleven
