49
værd at tømme? Eller har han kun haft til Hensigt fuldstændig at ødelægge Resterne af Aberfoyle-Værkerne? Og hvorfor saa det? Det maa og vil jeg have Rede paa, selv om det saa skulde koste mit Liv.«
Fjorten Dage før Harry førte Ingeniøren gennem Dochart-Grubens Løngange, havde han været lige paa Nippet til at naa Maalet for sine Efterforskninger.
Med en vældig Fakkel i Haanden gennemstrejfede han den sydvestlige Del af Gruben.
Pludselig ser han nogle faa hundrede Fod borte lige ved Indgangen til et snevert Galleri, der førte skraat opad, et Lys, der øjeblikkelig slukkes. Harry tænkte straks, at en eller anden ubekendt uden Tvivl maatte drive sit Spil her. Men skønt han skyndte sig derhen og med den yderste Omhu undersøgte Gangens mindste Bugter og Indhug, førte hans Anstrængelser dog ikke til det ringeste Resultat. Han maatte saa haabe paa, at et Tilfælde vilde afsløre denne Hemmelighed for ham.
Af og til saa' han langt borte et Lysskær, der hoppede ligesom Lygtemænd fra det ene Sted til det andet, men det slukkedes efter faa Øjeblikkes Forløb, saa han maatte opgive at efterspore dets Oprindelse.
Hvis det havde været Jack Ryan eller nogen af de andre overtroiske Minearbejdere, som havde gjort saadanne mærkelige Iagttagelser, vilde de straks have begyndt at tale om Spøgelser og Aander. Men dette kunde aldrig et Øjeblik falde hverken Harry eller den gamle Simon ind. De talte dog ofte med hinanden om, hvad Grunden vel kunde være til disse forunderlige Tilfælde.
»Lad os foreløbig vente ganske rolig, min Dreng,«
