50
sagde den gamle Formand. »Det vil nok altsammen en Dag blive opklaret.«
Hidtil havde hverken Harry eller hans Fader nogensinde været Genstand for noget voldeligt Overfald. Hvis den Sten, der nu i Dag var falden ned lige foran John Starrs Fødder, var bleven udslynget af en Ugerningsmands Haand, saa var dette det første forbryderiske Forsøg, de kunde paavise.
John Starr mente jo rigtignok, at Stenen havde løsnet sig »af sig selv«, som man siger. Men Harry vilde ikke tro paa denne simple Forklaring. Efter hans Mening var Stenen ikke faldet ned, men maatte være bleven kastet; thi den havde beskrevet en stor Bue, og medmindre den i Faldet var stødt imod etsteds — hvad der var højst usandsynligt, da den jo faldt ned midt under en af de rummelige Hvælvinger, — maatte den være slynget ud af en eller anden Kraft.
Harry troede derfor fuldt og fast, at det var et ligefremt Mordforsøg imod ham og hans Fader — eller maaske imod Ingeniøren.
Man maa indrømme, at han virkelig havde nogen Grund til at tro dette.
Syvende Kapitel.
Simon Ford gør en Opdagelse.
Det gamle Ur paa Stuevæggen slog tolv, da John Starr og hans to Ledsagere drog af Sted.
