51
Efter at de havde fulgt Hovedgalleriet i en Længde af en god Fjerdingvej, naaede de Indgangen til et snevert Sidegalleri, der hvilede paa et mosbevokset Underlag af Træ og gik omtrent i samme Retning som Forths Flodseng femten Hundrede Fod ovenover.
Under livlig Samtale vandrede John Starr og den gamle Bjergmand af Sted gennem Gangene. Harry gik i Forvejen og lyste for dem. Ved at lade sin Lygtes Skin falde ind i alle mørke Kroge søgte han stadig at opdage mistænkelige Skygger.
»Har vi meget langt at gaa endnu, Simon?« spurgte Ingeniøren.
»En knap halv Fjerdingvej til, Hr. Ingeniør. Tidligere kunde vi have tilbagelagt Vejen adskillig hurtigere paa Damp-Transportvognene, - men den Tid er jo desværre forbi.«
»Vi er altsaa paa Vej ud til den yderste Ende af den sidst udtømte Aare?«
»Ja — jeg ser, De kender Gruben ganske godt endnu.«
»Naa, saa kan vi da heller ikke godt komme længere.«
»Nej, det har De Ret i, Hr. Starr. Dér har vore Huggere taget det sidste Stykke Kul i Lejet. Aa, jeg husker det saa tydeligt, som om det var sket i Gaar. Jeg førte selv det sidste Slag, og det gav stærkere Genlyd i mit Bryst end i Klippevæggen. Rundt omkring os var der nu ikke andet end Sandsten og Skifer, og da den sidste Vogn rullede hen til Transportskakten, fulgte jeg den saa bedrøvet, som om det havde været et Ligtog.
