53
»Og dette Bevis er…?«
»Tror De, Hr. Ingeniør, at der kan udvikle sig Kulgas i Jorden, naar der ingen Kul findes?«
»Nej, absolut ikke: uden Kul ingen Kulgas. Man ser aldrig nogen Virkning uden en Aarsag.«
»Og ingen Røg, uden at der er Ild.«
»Har I da overtydet jer ganske sikkert om, at der findes Kulgas?«
»En gammel Bjergmand tager ikke fejl i den Ting. Jeg kender vor gamle Fjende, Kulgassen, altfor godt.«
»Kunde det dog ikke tænkes, at det var en anden Gasart? Kulgassen er jo næsten uden Lugt og Farve og røber egenlig kun sin Tilstedeværelse ved Eksplosion.«
»Maa jeg have Lov, Hr. Starr, til at fortælle Dem, hvorledes jeg — saadan ganske paa min egen Maade — er gaaet til Værks i denne Sag? Men undskyld, hvis det bliver lidt vidtløftigt.«
Ingeniøren nikkede. »Fortæl kun, Simon.«
»Nuvel — i de sidste ti Aar er der ikke forløbet en Dag, uden at vi, Harry og jeg, har været optaget af at undersøge, om Gruben ikke igen kunde komme til Ære og Værdighed. Hvis der endnu fandtes en Kulaare, saa var vi fast bestemte paa at ville opdage den. Men hvorledes skulde vi bære os ad? Foretage Boreforsøg? Det var os umuligt. Men vi havde vores Bjergmandsinstinkt, og mangen Gang kommer man nemmere til Maalet, naar man lader sig lede af sit Instinkt, end naar man følger Forstandens Beregninger — det er nu i det mindste saadan min Anskuelse.«
