54
»Aa ja, det vil jeg ikke benægte.«
»Og nu skal De høre, hvad Harry har iagttaget: flere Gange, naar han har været ude paa Strejftog i den vestlige Del af Værket, har han helt ude i den yderste Ende af Gallerierne set smaa blaa Flammer, som pludselig slukkedes, staa ud af Skiferstenen. Hvordan disse Flammer er bleven tændt? ja, det har jeg aldrig kunnet begribe, og det véd jeg ikke den Dag i Dag. Men nok er det, disse Flammer kan aabenbart kun skyldes Tilstedeværelsen af Kulgas, og det vil altsaa sige, at der findes Kul.«
»Fremkaldte disse Flammer aldrig Eksplosioner?« spurgte Ingeniøren, levende interesseret.
»Jo, smaa, ubetydelige Eksplosioner — ganske af den Slags, som jeg i sin Tid selv saa ofte fremkaldte, naar det gjaldt om at paavise Tilstedeværelsen af Kulgas. De erindrer maaske, hvorledes man i gamle Dage bar sig ad for at forebygge Eksplosioner i Bjergværkerne, — før vor gode Aand, Davy, opfandt sin Sikkerhedslampe?«
»Ja, jeg véd nok, hvad De sigter til: De mener den saakaldte »Pønitent«?[1]. Men jeg har aldrig set en saadan i Virksomhed.«
»Nej, Hr. Starr, dertil er De, trods Deres 55 Aar, for ung. Jeg, som er ti Aar ældre, har set Kulværkets sidste »Ildmand« — eller »Pønitent«, som de kaldte
ham, fordi han altid gik med en stor, vid Munkekutte.
- ↑ Bodfærdig ɔ: en, som angrer sine Synder og frivillig paadrager sig Lidelser som Straf derfor. Her: en Bjergmand, der har den livsfarlige Bestilling at antænde Kulgassen.
