58
havde boret i Stenen for at anbringe Dynamitpatroner deri. Da Skifermassen her var meget fast, havde man ikke haft nødig at støtte den udhulede Hvælving eller at udfylde den igen.
»Lige hér, paa dette Sted«, sagde Simon Ford, idet han løftede sin Hakke, »maa vi begynde at hugge ind i Sten; bag denne Væg maa det Kullag, vi søger, findes i større eller mindre Dybde«.
»Er det paa Overfladen af denne Klippe, at det er lykkedes jer at paavise Udstrømning af Kulgas?«
»Ja, Hr. Starr, jeg har kunnet antænde den blot ved at nærme min Lampe til Væggen. Det har Harry ogsaa prøvet den ene Gang efter den anden«.
»I hvilken Højde?« spurgte Ingeniøren.
»Omtrent ti Fod over Bunden af Galleriet«, svarede Harry.
John Starr havde sat sig paa en Klippeblok. Efter at han havde prøvet Luften i Hulen, saa' han op paa de to Bjergmænd, som om han tvivlede stærkt paa Rigtigheden af deres Udtalelser, der dog blev fremsat med saa megen Sikkerhed.
Den kulsure Vandstofgas er nemlig ikke ganske uden Lugt, og det forekom Ingeniøren højst besynderligt, at han med sin øvede og fine Lugtesans ikke kunde mærke det allermindste til den. Hvis der virkelig var nogen Gas blandet i Luften, maatte det i alt Fald være i meget ringe Mængde. Man behøvede altsaa ikke at være bange for nogen Eksplosion og kunde uden Fare aabne Sikkerhedslampen for at anstille et Forsøg, saaledes som Simon Ford og Harry tidligere havde gjort.
»Skulde de have taget fejl?» sagde Ingeniøren ved
