59
sig selv. »Nej, det er jo Folk, der forstaar sig paa de Ting. »Og dog....«
Det var altsaa med en vis Uro, at han ventede paa, at det vidunderlige, som Simon Ford havde lovet at vise ham, skulde indtræffe.
Men netop i dette Øjeblik syntes det ogsaa at blive Harry paafaldende, at der aldeles ikke var nogen Gaslugt at spore.
»Fader«, sagde han, »jeg synes, at Gassen er hørt op at strømme ud af Skiferklippe«.
»Hvad for noget! Hørt op?« udbrød Simon Ford forskrækket og kneb Læberne tæt sammen for i dybe Drag at indaande Luften gennem Næsen alene.
Pludselig fo'r han hen til Harry og sagde: »Giv mig din Lampe, Harry!« greb den med skælvende Hænder og rev Metaltraadsnettet af den, saa at Flammen nu brændte i fri Luft.
Som John Starr nok havde anet: der fremkaldtes ingen Eksplosion, og — hvad der var endnu værre — Lampeflammen gav sig ikke engang til at knitre, hvilket ellers tyder paa Tilstedeværelsen af en ringe Mængde Gas.
Simon Ford tog Harrys lange Stok, gjorde Lampen fast i dens ene Ende og løftede den op i de højere Luftlag, hvor Gassen paa Grund af sin ringe Vægtfylde maatte have samlet sig, dersom den overhovedet fandtes der.
Men Lampen blev ved at brænde med et roligt og klart, hvidt Lys.
»Hold den op til Væggen!« sagde Ingeniøren.
Simon Ford holdt Lampen tæt ind til Væggen paa
