Side:Det sorte Indien.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

66

ikke, at I bag ved denne Væg straks finder et Galleri fiks og færdigt.«

»Jeg venter mig alt, hvad der overhovedet er muligt. Naar Lykken allerede ved Opdagelsen af det nye Lag har begunstiget mig og Harry saa overordentlig, hvorfor skulde den saa ikke blive ved at gøre det?«

I dette Øjeblik skete Eksplosionen. Der lød et drønende Brag, og Tordenen rullede gennem alle de underjordiske Gange.

Man skyndte sig hen til Hulens Væg.

»Ser De, Hr. Starr!« raabte den gamle Formand. »Døren er sprunget op!«

Denne Sammenligning var meget træffende; thi gennem den ved Sprængningen frembragte Aabning saa' man ind i et Rum, om hvis Dybde man endnu ikke var i Stand til at gøre sig nogen Forestilling.

Harry vilde straks til at trænge ind gennem Aabningen, men Ingeniøren, der iøvrigt var meget forbavset over virkelig at forefinde et saadant Rum, holdt ham tilbage.

»Lad først Luften derinde blive ren;«

»Ja«, raabte Simon Ford, »tag dig i Agt for de giftige Uddunstninger!«

Et Kvarter hengik i forventningsfuld Spænding. Da holdt man Faklen, der var fastgjort paa Enden af en lang Stok, saa langt, som muligt, ind i den nye Hule og overbeviste sig om, at Flammen ikke forandrede sig ved at blive flyttet derind.

»Saa, nu kan du gaa i Forvejen, Harry!« sagde John Starr.

Det ved Dynamitsprængningen frembragte Hul var