65
»Det har De Ret i, Hr. Starr,« udbrød Harry, »det, som vi i Gaar fandt tilstoppet her, kunde ogsaa være det i Dag.«
Det viste sig hurtigt, at alt endnu befandt sig i samme Tilstand som ved deres Bortgang Dagen i Forvejen. Gassen strømmede stadig ud fra Væggen, om end med mindre Kraft, fordi den jo siden Gaarsdagen havde haft fri Passage. Dog var denne Frempiblen af Gas saa ringe, at man ikke behøvede at frygte for, at der kunde have dannet sig nogen eksploderende Luftblanding. Desuden fornyedes Luften her stadig, idet den efterhaanden udbredte sig til Dochart-Grubens højere liggende Skakter og Gallerier.
Det varede ikke længe, inden svære Klippestykker løsnedes under Simon Fords og Harrys kraftige Slag.
Det krævede omtrent en Times Arbejde at frembringe en tilstrækkelig dyb Udhuling i Stenvæggen. John Starr angav derpaa de Steder, hvor der skulde bores Sprænghuller, hvilket Arbejde Harrys øvede Haand hurtig udførte ved Hjælp af Stenbor og Hammer. Derpaa anbragte man Dynamitpatronerne, der vare forsynede med en lang, tjæret Lunte med en Sikkerhedstænder, der endte inde i selve Sprængmassen. Lunterne bleve antændte. John Starr og de andre trak sig saa langt bort, som det var nødvendigt.
»Aa, Hr. Starr«, sagde Simon Ford. »De kan ikke tænke Dem, hvor jeg er bevæget! Mit gamle Hjerte har vist aldrig før slaaet saa forventningsfuldt som i dette Øjeblik. Jeg ligefrem brænder af Begærlighed efter at gaa løs paa den nye Kulaare.«
»Taalmodighed, kære Simon! Vent nu endelig
