71
som nu satte Dochart-Gruben i Forbindelse med den nye Hule.
De saa' straks, at de stod ved den ene Ende af et rummeligt Galleri. Man skulde næsten tro, at det var anlagt af Menneskehænder, og at det var udhugget med Økse og Hakke for at lette, Udtømningen af det rige Kulleje.
De, der nu betraadte det, vare ogsaa først i Tvivl, om de ikke vare komne ind i en eller anden gammel Kulgrube, om hvis Tilværelse ikke engang de ældste Bjærgmænd i Grevskabet havde nogen Anelse. Men nej! Saadanne Rigdomme vilde ingen have ladet ligge, alt var Naturens Værk. Menneske-Termiterne[1] havde endnu ikke gennemboret og undermineret denne Del af Skotlands Jordbund.
Maaske havde i Urtiden en mægtig Strøm haft sit brusende Løb her, dengang da de fra oven nedstyrtende Vande blandede sig med Plantelagene, der havde sænket sig i Afgrundene. Men nu var den i ethvert Tilfælde udtørret.
Forøvrigt var Luften dernede ren og frit cirkulerende, og Ingeniøren saa' heri et Bevis for, at den paa et eller andet Sted ved en naturlig Skakt stod i Forbindelse med den fri Luft ovenover. Hvad den omtalte Kulgas angaar, syntes det, som om den kun paa et enkelt Sted havde været sammentrængt i en saakaldet »Pose«, der nu var udtømt; i det mindste overbeviste man sig snart om, at Luften i Gallerierne ikke indeholdt Spor af den.
John Starr og hans Ledsagere vare ude af sig selv
- ↑ En Slags Insekter, som gennembore Træværk.
