91
MENNESKEJAGT.
Jeg fulgte efter ham gennem Krattet og forbavsedes ved at finde ham hængende nok saa fornøjet og dingle ved sin ene magre Arm i en Lian, der hang ned fra Trækronerne ovenover. Han vendte Ryggen til mig.
"Halløj!" sagde jeg.
Han lod sig falde, drejede sig i Springet og vendte Ansigtet mod mig. "Hør," sagde jeg, "hvor kan jeg faa noget at spise?"
"Spise!" gentog han. "Spise Menneskemad nu." Hans Øjne vendte tilbage til Lianen. "I Hytterne."
"Jamen hvor er Hytterne?"
"Hæ!"
"Jeg er ny her, ved du nok."
Saa gjorde han omkring og begyndte at gaa raskt af Sted. Der var en ejendommelig Fart i alle hans Bevægelser. "Kom," sagde han. Jeg fulgte med for at se, hvad Enden paa dette Æventyr vilde blive. Jeg tænkte mig, at "Hytterne" var et eller andet tarveligt Tilflugtssted, hvor han og nogle flere af disse Dyremennesker levede. Maaske vilde de være venligt stemte imod mig, maaske kunde jeg i deres Sjæle finde et eller andet Punkt, som jeg kunde indvirke paa. Jeg vidste endnu ikke, hvor langt de var udartede fra den menneskelige Afstamning, som jeg tilskrev dem.
