90
DOKTOR MOREAUS Ø.
Jeg følte ikke den samme Modbydelighed for dette Væsen, som jeg havde følt ved at møde de andre Dyremennesker. "Du," sagde han, "i Baaden." Han var altsaa et Menneske — i det mindste ligesaa meget Menneske som Montgomerys Tjener — thi han kunde tale.
"Ja," svarede jeg, "jeg kom hertil i Baaden. Fra Skibet."
"Aa!" sagde han, og hans klare, urolige Øjne foer henover mig, over mine Hænder, over den Stok, jeg bar, over mine Fødder, over Rifterne i mit Tøj og de Saar og Skrammer, som Tornene havde tilføjet mig. Der var et eller andet, som han ikke rigtigt syntes at kunne blive klog paa. Hans Blik vendte tilbage til mine Hænder. Han strakte sin egen Haand frem og talte langsomt sine Fingre: "Een, to, tre, fire, fem — hæ?"
Jeg forstod ikke hans Mening den Gang. Senere opdagede jeg, at en stor Del af disse Dyremennesker havde vanskabte Hænder og stundom manglede indtil tre Fingre. Men da jeg bildte mig ind, at det var en Slags Hilsen, besvarede jeg den paa samme Maade. Han grinede med uhyre Fornøjelse. Saa foer hans hurtige, omflakkende Blik igen rundt. Han gjorde en rask Bevægelse og forsvandt. Bregnebladene lukkede sig atter over det Sted, hvor han havde staaet.
