89
MENNESKEJAGT.
at staa Ansigt til Ansigt med Moreau. Og da jeg vadede ud i Vandet, var det faldet mig ind, at dersom jeg blev for haardt trængt af mine Forfølgere, havde jeg i det mindste een Vej aaben til at undfly deres Pinsler — de kunde ikke ret vel forhindre mig i at drukne mig. Jeg var halvvejs til Sinds at drukne mig med det samme, men en løjerlig Lyst til at se, hvad Enden paa hele Æventyret vilde blive, en underlig, upersonlig Interesse for mig selv, ligesom en Tilskuers for et Skuespil, afholdt mig derfra. Jeg strakte mine Lemmer, der var ømme og smærtefulde af de tornede Planters Stik, og stirrede rundt paa Træerne omkring mig; og med eet faldt mit Blik paa et sort Ansigt, som holdt Øje med mig — det syntes i samme Øjeblik at dukke frem mellem de grønne Slyngplanter.
Jeg saa, at det var det abeagtige Væsen, som havde staaet nede paa Strandbredden for at tage imod Baaden. Han klyngede sig til et Palmetræs hældende Stamme. Jeg greb fastere om min Stok, rejste mig op og stirrede paa ham. Han gav sig til at pludre. "Du, du, du," var Alt, hvad jeg i Begyndelsen kunde forstaa. Pludselig lod han sig falde ned fra Træet og stod et Øjeblik efter og holdt Bregnernes Blade fra hverandre og stirrede nysgærrigt paa mig.
