88
DOKTOR MOREAUS Ø.
have fanget mig, men greb min Stok og styrtede bort fra mit Skjulested ned mod Lyden af Søen. Jeg husker, at jeg maatte igennem et Tjørnekrat med Torne, der stak som Knive. Blødende og med sønderrevne Klæder kom jeg endelig ud paa Bredden af en lang, smal Vig, hvis Munding vendte mod Nord. Uden at tøve et Øjeblik traadte jeg ud i Vandet, vadede op gennem Vigen og befandt mig snart i Vand til Knæene i en lille Strøm. Endelig kravlede jeg i Land paa den vestlige Bred og krøb, med Hjærtet bankende saa højt, at jeg kunde høre det, ind i et Virvar af Bregner for at afvente, hvad der vilde ske. Jeg hørte Hunden — der var kun een — komme nærmere og give Hals, da den naaede Tjørnekrattet. Derefter hørte jeg ikke mere, og begyndte snart at tænke, at jeg var undsluppen.
Minutterne gik, Stilheden vedvarede, og da der var gaaet en Time uden yderligere Hændelser, begyndte jeg igen at fatte Mod.
Nu var jeg ikke længere synderligt forskrækket eller synderligt ulykkelig. Jeg var, saa at sige, kommen ud over alt, hvad der hed Rædsel og Fortvivlelse. Jeg følte nu, at mit Liv i Virkeligheden var fortabt, og denne Overbevisning gav mig Mod til at vove, hvad det skulde være. Jeg nærede endogsaa et vist Ønske om at komme til
