95
LOVEN.
snoede sig mellem disse op gennem Kløften, var næppe fem Fod bred og tilsølet med Klumper af raadden Frugt og andet Affald, hvilket forklarede Stedets ubehagelige Stank.
Det lille, blegrøde Dovendyr stod endnu og betragtede mig med plirende Øjne, da mit Abe-Menneske atter kom til Syne ved Indgangen til den nærmeste af disse Huler og vinkede ad mig. Idet samme kravlede et klodset Uhyre dorskt ud af en af Boligerne højere oppe i denne sælsomme Gade, rejste sig som en utydelig Silhouet mod det lyse Grønsvær deroppe og gloede paa mig. Jeg tøvede — havde halvvejs Lyst til at løbe min Vej derhen, hvorfra jeg var kommen — men besluttede mig saa til at fortsætte mit Æventyr, greb fast om Midten paa min Stok og kravlede bagefter min Fører ind i den lille, ildelugtende Hule.
Det var et halvkredsformet Rum, af Skikkelse som Halvdelen af en Bikube, og henne ved Klippevæggen, der dannede dets Inderside, laa en Hob forskellige Frugter, Kokosnødder og andre. Nogle kluntede Kar af Lava og Træ stod rundt om paa Gulvet og et af dem paa en klodset Skammel. Der var ingen Ild. I Hyttens mørkeste Krog sad en uformelig, mørk Masse, som gryntede: "Hæ!" idet jeg kom ind, og min Abe-Mand stod i det svage
