98
DOKTOR MOREAUS Ø.
"Ikke labe Drikken op; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
"Ikke æde Kød eller Fisk; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
"Ikke flaa Barken af Træerne; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
"Ikke jage andre Mennesker; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
Og dernæst gik vi fra at forbyde disse taabelige Handlinger over til at forbyde, hvad jeg den Gang ansaa for de vanvittigste, umuligste, usømmeligste Ting, man vel kunde tænke sig. En Slags rhythmisk Iver greb os alle; vi pjattede og rokkede hurtigere og hurtigere, mens vi gentog denne forbavsende Lov. Smitten fra disse Dyremennesker havde grebet Overfladen af min Sjæl, men dybest inde i mig stredes Latter og Væmmelse med hinanden. Vi gennemgik en lang Række Forbud, og saa begyndte Sangen paa en ny Formel:
"Hans er Smærtens Hus."
"Hans er den Haand, som skaber."
"Hans er den Haand, som saarer."
"Hans er den Haand, som læger."
Og saa Videre i en lang Række Sætninger, for Størstedelen fuldstændigt uforstaaeligt Kavdervælsk for mig, om "Ham" — hvem det nu kunde være.
