Jeg laa tværs over en af Tofterne, jeg ved ikke hvor længe, og tænkte paa, at dersom jeg havde Kræfter nok til det, vilde jeg drikke Søvand for at blive vanvittig og faa en hurtig Ende paa det. Og medens jeg laa der, saa jeg — skønt uden større Interesse end om det havde været et Billede, jeg betragtede — et Sejl hæve sig op over Horisonten og komme nærmere. Jeg maa have været fra Forstanden, men alligevel har jeg en fuldstændigt tydelig Erindring om alt, hvad der hændte. Jeg kan huske, hvorledes mit Hovede steg og sank i Bølgegangen, og Synskredsen med Sejlet ovenover dansede op og ned. Men jeg husker ogsaa ligesaa tydeligt, at jeg var overbevist om, at jeg var død, og at jeg tænkte paa, hvor komisk det var, at de skulde komme saa faa Øjeblikke for sent til at finde mig i Live.
I en uendelig Tid, forekom det mig, laa jeg
