103
LOVEN.
blegrøde Dovendyr og i en ivrig Tone raabte noget, som jeg ikke forstod. Øjeblikkeligt forsvandt de, der stod ved Hyttens Aabning, min Abe-Mand foer ud, det Væsen, der havde siddet i Mørket, fulgte efter ham — jeg fik kun Tid til at lægge Mærke til, at det var stort og klodset og bedækket med sølvgraa Haar — og jeg stod alene tilbage.
Saa hørte jeg, endnu førend jeg naaede Døren, en Jagthund glamme.
Et Sekund efter stod jeg udenfor Hytten med min Stok i Haanden og hver Muskel i hele mit Legeme dirrende. Foran mig saa jeg de kluntede Rygge af en Snes Stykker af disse Dyremennesker og deres vanskabte Hoveder, der halvt skjultes af deres Skuldre. De gestikulerede ivrigt. Andre halvt dyriske Ansigter gloede spørgende ud fra Hytterne. Jeg kastede Blikket i den Retning, mod hvilken de havde vendt sig, og saa i den blaalige Dis under Træerne udenfor Hulen Moreaus mørke Skikkelse og frygtelige, blege Ansigt nærme sig. Han holdt den ivrige Jagthund tilbage, og tæt bagved ham kom Montgomery med en Revolver i Haanden.
Et Øjeblik stod jeg lamslaaet af Rædsel.
Jeg vendte mig om og saa Gangen bagved
