104
DOKTOR MOREAUS Ø.
mig spærret af en sværtbygget Skabning med et vældigt, graat Ansigt og smaa, blinkende Øjne; den kom henimod mig. Jeg saa mig om, og til højre, en halv Snes Alen foran mig, fik jeg Øje paa en snæver Spalte i Klippevæggen, gennem hvilken en Lysstraale faldt skraat ned i Mørket. "Holdt!" raabte Moreau, idet jeg gik henimod den, og derefter: "Stop ham!" Ved disse Ord vendte først eet og derpaa flere Ansigter sig imod mig. Heldigvis var deres dyriske Aandsævner langsomme.
Jeg gav et klodset Uhyre, som drejede sig om for at se, hvad det var, Moreau mente, et Puf med Skulderen, saa at han trimlede over mod en anden. Jeg følte hans Hænder famle i Luften efter mig, men han fik ikke fat i mig. Det lille, blegrøde Dovendyr foer løs paa mig, og jeg slog det til Jorden med en Flænge i dets grimme Fjæs af Sømmet i min Stok; et Øjeblik efter var jeg i Færd med at kravle op ad en stejl Sti, en Slags skraanende Skorsten, der førte op af Kløften. Jeg hørte et Vræl bagved mig og Raabene: "Fang ham!" — "Stop ham!" — og Væsenet med det graa Ansigt viste sig bagved mig og pressede sin store Krop ind i Klippespalten. "Fremad, fremad!" hylede de.
