105
LOVEN.
Jeg klavrede op gennem den snævre Revne i Klippen og kom ud paa den svovlholdige Jord paa den vestlige Side af Dyremenneskenes Landsby. Jeg løb henover det gulhvide Plateau, ned ad en stejl Skrænt, gennem en Lund af spredte Træer. og naaede en lavtliggende Slette med høje Rør. Gennem disse banede jeg mig Vej ind i et mørkt, tæt Krat, hvor Jorden var mørk og fugtig. Det var et Held for mig, at jeg havde fundet den Klipperevne, thi den smalle, stejle Sti maatte have sinket mine nærmeste Forfølgere. Netop som jeg sprang ind mellem Rørene, dukkede de forreste af dem frem frem fra Spalten. I nogle Minutter banede jeg mig Vej gennem dette Krat. Luften bagved mig og rundt om mig genlød snart at truende Skrig. Jeg hørte Larmen af mine Forfølgere i Spalten og paa Skrænten, derpaa en Bragen i Rørene og en Knækken af Grene. Nogle af disse Væsener brølede ligesom ophidsede Rovdyr. Jagthunden halsede til venstre for mig, og i samme Retning hørte jeg Moreau og Montgomery raabe. Jeg drejede rask til højre. Selv i det Øjeblik forekom det mig, at jeg hørte Montgomery raabe til mig, at jeg skulde løbe for at frelse mit Liv.
Snart efter begyndte den bløde, fugtige Jord
