Tolvte Kapitel.
Underhandlinger.
Jeg vendte mig atter om og gik ned mod Havet. Det viste sig, at den varme Strøm her blev mindre dyb og bredte sig ud over Sandet, der var bevokset med forskellige Planter. En Mængde Krabber og Dyr med lange Kroppe og mange Ben foer af Sted for mine Fødder. Jeg gik helt ned til Havstokken, og da følte jeg, at jeg var i Sikkerhed. Jeg vendte mig om, og stod med Hænderne i Siden og stirrede paa det tætte Grønne bagved mig, i hvilket Kløften med den hede Bæk dannede ligesom en dampende Spalte. Men som sagt, jeg var altfor ophidset og — det er sandt, hvad jeg siger, skønt de, som aldrig har kendt til Fare, maaske ikke vil tro det — altfor fortvivlet til at dø.
Derpaa faldt det mig ind, at jeg endnu havde een Chance. Kunde jeg ikke, mens Moreau, Montgomery og deres dyriske Pøbel jagede efter mig i
