114
DOKTOR MOREAUS Ø.
lød Moreaus rolige Stemme, "saa kan De sige, hvad De vil."
"Naa?" sagde jeg.
Han rømmede sig, tænkte sig om og raabte saa: "Latin, Prendick! Slet Latin! Skoledrenge-Latin! Men prøv paa at forstaa det. Hi non sunt homines, sunt animalia qui nos habemus .... vivisekeret[1]. Underkastet dem en menneskeliggørende Proces. Jeg skal forklare Dem det Hele. Kom i Land."
Jeg lo. "Jo, det er en nydelig Historie," svarede jeg. "De kan tale, bygge Huse, lave Mad. Nej, De har været Mennesker. Saadan lader jeg mig ikke lokke i Land."
"Der er dybt lige udenfor det Sted, hvor De staar .... og fuldt af Hajer."
"Det er netop noget for mig," svarede jeg. "Saa er det forbi i en Fart. Men jeg kan gøre Dem nogen Fortræd først."
"Vent et Øjeblik." Op af Lommen tog han noget, som glimtede i Solen, og lod denne Genstand falde ned for sine Fødder. "Det er en ladt Revolver," sagde han. "Montgomery her vil gøre
- ↑ Disse Væsener er ikke Mennesker, de er Dyr, som vi har
vivisekeret.
O. A.
